From Chartreuse Plover, 1 Week ago, written in Plain Text.
Embed
  1. Og s? elsker vi hinanden
  2. ____________________________________________________________________________________________________
  3. ❤️  Link №1: https://bit.ly/2SVn2Is
  4. ____________________________________________________________________________________________________
  5. ❤️  Link №2: http://countchildrinsy.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MjQ6Imh0dHA6Ly9zdGlra2VkLmNvbV8yX2R0LyI7czozOiJrZXkiO3M6MjQ6Ik9nIHM/IGVsc2tlciB2aSBoaW5hbmRlbiI7fQ==
  6. ____________________________________________________________________________________________________
  7.  
  8.  
  9.  
  10.  
  11.  
  12.  
  13.  
  14.  
  15.  
  16.  
  17.  
  18.  
  19.  
  20.  
  21.  
  22.  
  23.  
  24.  
  25.  
  26.  
  27.  
  28.  
  29.  
  30.  
  31.  
  32.  
  33.  
  34.  
  35.  
  36.  
  37.  
  38.  
  39.  
  40.  
  41.  
  42.  
  43.  
  44.  
  45.  
  46.  
  47.  
  48.  
  49.  
  50.  
  51.  
  52.  
  53.  
  54.  
  55.  
  56.  
  57.  
  58.  
  59.  
  60.  
  61.  
  62.  
  63.  
  64.  
  65.  
  66.  
  67.  
  68.  
  69.  
  70.  
  71.  
  72.  
  73.  
  74.  
  75.  
  76.  
  77.  
  78.  
  79. Hele vores hjem emmer lidt af arbejdet, selv om vi har kontor ude i byen. Men det var mest sparring. En pige med ben i næsen og store visioner for, hvordan vi frivillige skal være grundstrukturen for det nye Jazzhouse. Kærlige relationer er vigtige fordi … 3.
  80.  
  81. Foto: Privat Jørn: Vi mødte hinanden i 1987. Allerede første gang, Christina blev insemineret, var der gevinst. Og jeg havde fra starten en hemmelig drøm om at overbevise Helle om, at hun skulle flytte med mig til Afrika. Vi har alle glæde og gavn af at udtrykke OS venligt og det afspejler OS STUBBEKØBING hele område og egn - på aller bedste vis.
  82.  
  83. - Vi er to kvinder, der elsker hinanden, og så har vi et barn. Der er ikke nogen manifestation i det - For mig er det en selvfølge, men det er det jo ikke. Ekstra fra Iben To må man være hvis livet skal lykkes To når vores kærlighedstempel skal bygges To når det stormer og to i det stille To for at kunne og to for at ville To må man være for livet at fatte To for dets lys og dets glæde at skatte To for at nyde og to for at gavne To for at elske og to for at favne To må man være til kys og klem To til at danse og sammen gå hjem To til at skændes når man bliver vred To til at enes når man ønsker fred To må man være når verden vil true To for i stilhed, mod himlen at skue To for at leve i ungdom og sommer To for at dø når dødstimen kommer.
  84.  
  85. Blogpigerne siger tak for den dejligste fest søndag aften, og takker hermed også af for i år. Tak for en dejlig festival. Tak for mad, tak for kaffe og tak for jazz. Og mest af alt TAK for at I alle har taget så pænt imod os og denne nye blog. Tak for at I lukkede os ind i jeres frivilligdagligdag, i jeres liv og kærlighed til jazzen. At skrive denne blog har været en udsøgt fornøjelse og givet os et uvurderligt indblik i, hvor fantastiske nogle mennesker der arbejder på CPH Jazz. Vi er beærede og fuld af beundring…. Pas på jer selv og på hinanden. Vi elsker sgu jer og vi elsker jazz. Kærligst Kirja og Maja PS. Men det hele er kun lige begyndt. Som Signe Lopdrup så rørende sagde i sin tale til festen i søndags, så er vi frivillige en stor del af den bærende struktur under festivallen. CPH Jazz 2012 er nu fortid, men samarbejdet med de frivillige er fremtiden. En fremtid der fortsætter i Jazzhouse året rundt. Det kan godt være Politiken har trykt en noget ensidig artikelserie under festivallen og det kan godt være at de er børnefornærmede på Montmartre. Men fakta er at NU hænger Jazzfestivallen og Jazzhouse sammen. Det er det der er fremtiden. Jazzens fremtid og vores fremtid som frivillige. Derfor vil vi gerne have at I møder Trine Wagner. Ny daglig leder for Jazzhouse. En pige med ben i næsen og store visioner for, hvordan vi frivillige skal være grundstrukturen for det nye Jazzhouse. Trine blev ansat i april og har gjort sig mange tanker om, hvordan det skal være at være frivillig på Jazzhouse. Tanker som er blevet til en mindre afhandling og en masse analyser af frivillig strukturen på Københavns Jazzhjerte. Trine har stået i midten af en masse møder, tanker og idéer, som tilsidst blev til ta-to-vagter-om-måneden-strukturen, som nu er formen for de frivillig på Jazzhouse. Strukturen stod distancen og fik en masse frivillige i sving, så de stod klar ved Jazzhouses åbning i Juni. Tydeligt er det, at Trine er meget bevidst om, at vi frivillige først og fremmest er mennesker. Mennesker som skal motiveres, behandles ordentligt og som så kan give så usandsynligt meget tilbage. Det nye Jazzhouse har kun en måned på bagen, men Trine blev ret hurtigt imponeret over hvor meget lyst og overskud de frivillige har. De VED noget om jazz, de brænder for det og dyrker deres egen type jazz. De har en stor interesse for musikken og det løfter niveauet. Jeg skal virkelig også uppe mit game. De er simpelthen med til at højne niveauet på Jazzhouse. Hun er meget taknemmelig for sit samarbejde med David fra Global og Mija fra Stengade, som har lært hende en masse om frivilligstruktur og mulighederne for frivillige. Jeg er meget bevidst om at det her er mennesker der bruger deres fritid på vores forretning. Derfor holder vi også samlingsmøder inden hver koncert, så alle er forberedte og orienterede. Bagefter tager vi alle en øl og siger tak for i aften. Et personale der kan løfte Jazzhouse til et rigtigt højt niveau som spillested. Jazzklubben på Niels Hemmingsens Gade fortsætter i den grad som et spillested, hvor der er fokus på musikken. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at skabe den jazzmagi en koncert skal ha. DET er det nye Jazzhouse. DET er den frivillig-arbejdsplads Trine, Bjarke, Signe og hele holdet på Jazzhouse forsøger at skabe for os frivillige og for jazzpublikummet de næste mange år. Tænk hvis der ikke var noget Jazzhouse! Tænk hvis oversvømmelsen havde fået lov at lukke festen. Lukke for jazzen, viben, kærligheden til musikken og fællesskabet. En tanke ingen af os kan bære. Derfor takker vi universet og jazzguderne for, at vi helt indtil næste års jazzfestival kan nyde musikken og deltage i fællesskabet som frivillige på Jazzhouse. På det blanke stengulv står en god håndfuld damer i lysende blå jazz t-shirts. Folk der går forbi, ved indgangen ud til koncertpladsen drejer hovederne efter de blå damer. I midten af damerne, i midten af deres opmærksomhed står en køn, ung mørkhåret mand. Han har et mindre skæg og halvlangt kastanjefarvet hår. På en dårlig dag kunne han godt se lidt Jesus-Christ-Superstar-agtig ud. Men de faste blå øjne og den ranke holdning afslører at der er ikke meget hippiemusical her. Den unge mand med håret hedder Andreas. Han er afvikler på KIB, 25 somre og for første gang ansat af CPH Jazz. Alligevel stinker han langt væk af erfaring med frivillige og projektarbejde. Andreas løber kort og grundigt detaljerne i billetsalget igennem for sine frivillige. Så hæver han stemmen, trækker lidt væk fra de blå damer og er på vej ud på koncertpladsen. OG HUSK NU AT HA DET SJOVT. Et kvarter senere, inden koncerten for alvor går i gang, tager han 5 minutter sammen med os. I går var det Concha Buika der spillede, og med så mange mennesker er der altid nogen der har en dårlig oplevelse. Tæpper, stole, maden eller skuffelse over musikken. Og så er det mig, og de frivillige der får klagerne, for vi er en autoritet her på pladsen under festivallen. På en dag som i dag, hvor der er solgt ca. Der er mere tid og ro. De har styr på det og er bare glade. Den musikvidenskabstuderende med kastanjelokkerne, der er meget optaget af kultur og specifikt musikbranchen efter den digitale udvikling, skal snart i vælten igen. Men inden han hopper ned af stolen siger han med glimt i øjet. Med vandet og udendørs koncerter. Meget federe end at være inde på hovedkontoret…hvor man hele tiden kan blive sat til noget….. Andreas sætter igang og snart er der kun damer i blå t shirts tilbage ved indgangen på KIB. Andreas Ingemann Bramsen, 31 år og frivillig på CPH Jazz Festival for 2. Ikke nok med at Andreas yder en kæmpe indsats under CPH Jazz Festival, så er han ligeledes blevet cant. Arbejdet som runner bringer ham ud på div spillesteder, hvor han modtages af andre frivillige samt afviklere. Disses ansigter lyser af glæde over hans ankomst, da det ikke ville kunne fungere uden hans hjælp. Som vi ALLE ved, så står man altid og mangler noget i sidste øjeblik inden en koncert. Og ja, havde det ikke været for de fantastiske runnere ville denne festival have svært ved at hænge sammen. Vi sad ved siden af Andreas et par timer, og her er et billede af, hvordan én af hans ture kan se ud: 17:00 Afgang fra Kulturhuset Indre By 17:20 Hofteatret 17:35 Kayak Republic 17:45 Frb. Bibliotek 18:15 Det Kgl. Danske Haveselskab 18:30 Kayak Republic 18:50 Det Kgl. Teater, Gammel Scene 19:00 Jazzhouse 19:25 Ankomst Kulturhuset Indre By Trods menneskemylder, fyldte gader, vejarbejde og en tidsplan der skulle overholdes til punkt og prikke, sidder Andreas bad rettet med det mest rolige og overskudsagtige udtryk i ansigtet. Hatten af for det, da tungen virkelig skal holdes lige i munden for at tidsplanen overholdes.
  86. Men jeg kunne også mærke, at det gjorde mig stærk. Men de faste blå øjne og den ranke holdning afslører at der er ikke meget hippiemusical her. Danske Haveselskab 18:30 Ring Republic 18:50 Det Kgl. Anders: Nogen undrer sig selvfølgelig og spørger: Hvordan kan I det — det kunne vi aldrig. Det gør nok, at vi tænker meget ens. Helle: Det var jo meget smart for mig, at der hele tiden var en fotograf til stede. Den krise i firmaet ramlede sammen med en krise i parforholdet, der var u dramatisk. Vi er ikke kolleger. Lotte: Jeg besluttede, at jeg ville med til Indien. Og efter klokken 22 måtte vi ikke tale arbejde herhjemme.
  87.  
  88.  
  89.  
  90.  
  91.  
  92.